Seb Francisco: Bondegårdsferie bjergene

Potter Valley

Op til ferien havde jeg snakket med min ven James om at tage på en lille tur ud af byen. Sidste fredag ringede han så og spurgte, om jeg var med på at smutte sydpå og besøge hans nevø i Malibu og en kammerat i Santa Barbara...Vi aftalte at mødes et par timer senere. Men da jeg med sol, sommer og badeshorts på radaren var spadseret ned på 24th Street for at drikke formiddagskaffe, begyndte telefonen igen at ryste i lommen. Begge vores formodede værter var på langfart i henholdsvis Italien og Indien. Så istedet endte vi med køre nordpå for at tilbringe et par dage på den økologiske grisefarm, hvor James arbejder to uger om måneden.

San Quentin State Prison

Kort efter at have passeret Golden Gate, og derefter penetreret den regnbuefarvede tunnel på den anden side af bugten, står den på store grønne bakker så langt øjet rækker. På vej op til Potter Valley, der ligger et par timer nord for San Francisco, får jeg også lejlighed til at se den lille husbådsby, hvor Weather Underground gemte sig tilbage i 70'erne og ikke mindst San Quentin State Prison. Johnny Cash indspillede i sin tid et legendarisk album fra fængslet, som idag er mest kendt for at huse landets farligste fanger og have nationens længste dødsgang, hvor over 600 sjæle venter på at blive henrettet. Med sine i alt 5256 indsatte har San Quentin desuden en belægningprocent på 170%! Til gengæld har de en fabelagtig udsigt ud gennem tremmerne...

Solnedgang gennem egetræerne

Efter et par timers kørsel når vi frem til Potter Valley, og efter yderligere 40 minutters bumlen op ad en lille "dusty third world road", når vi endelig frem til Black Sheep-farmen. Og vi bliver budt velkommen af syv skræmmende energiske hunde, heriblandt fem gigantiske krydsninger af henholdsvis Grand Danois og Pittbull. Da de yngste af dem kun har set fire mennesker før i deres liv, er situationen en anelse anspændt. Og jeg begynder så småt at fortryde, at jeg har sagt ja til at bo i telt på en bjergside med omvandrende dræbermaskiner.

I løbet af aftenen får jeg dog langsomt charmeret mig ind på den stærkeste af hundene, og herefter er det ren kærlighed. Hvilket dog ikke nødvendigvis gør det mindre farligt, da det er svært at holde sig på benene, når en halvanden meter lang hund pludselig springer ud af mørket og forsøger at slikke én i ansigtet.

Jeg er helt vild med denne her lille fikse
terrængående satan. (iøvrigt lægger de amerikanske
heste åbenbart ikke frugter som de danske)

Lørdag morgen klokken fem forlader vi bjerget med kurs mod Farmers Market i Santa Rosa, 0g mens solen kravler på plads lægger vi lamme-, svine- og oksekød parat i den medbragte køleboks. I den anden ende af markedet kan man smage det økologiske bjergkød in action, tilberedt a la mexicana.

Farmers Market i Santa Rosa

Farmen (Black Sheep) er ejet af ung fyr ved navn Brock, som er den eneste der bor oppe på bjerget. Derudover kommer James og arbejder to uger om måneden, og sandsynligvis starter der snart to yderligere assistenter. Det er vist også tiltrængt for udover de i alt 17 hunde og en enkelt kat er der både grise, køer, får, heste og æsler der skal passes på den enorme ejendom.
Resten af bjerget er dækket skov, samt adskillige illegale potplantager, der udnytter at det svært tilgængelige terræn, gør det temmelig omstændigt for politiet at lave razzia.

Lørdag aften falder temperaturen et godt stykke, og jeg får lov at søge ly i hovedbygningen, hvor et gasblus og kropsvarmen fra de mange hunde sørger for at holde den værste kulde væk. Og det skulle vise sig at være en god idé. Da jeg står op næste dag er bjerget nemlig dækket af cirka 7 cm sne.