Everybody's claiming the pussy!

Private or public property? - til kamp for en guddommelig ejendomsret.

My pussy my choice eller one Holocaust was enough- stop abortion now . Det kan måske være svært at vælge side - når det ene hold hylder livet og de andre hepper på friheden til at bestemme over sin egen krop. Er du pro-life eller pro-choice?

Begge ting lyder jo meget godt, men jeg ved nu alligevel godt hvilket slogan, jeg syntes er mest overbevisende....:) Kvinder er trods alt lidt for uberegnelige til at vi kan lade dem bestemme over deres egen krop.


Lørdag formiddag var der for femte år i træk Walk for Life i San Francisco - en anti-abort demonstration arrangeret af den katolske kirke. Demonstranterne håber at få omstødt den 36-år gamle historiske højesteretsdom i Roe vs. Wade-sagen, som slog fast at kvinder har ret til at få abort op til 28 uger inde i graviditeten. (Altså at myrde et uskyldigt og forsvarsløst menneske skabt af kærlighed - som det dramatisk blev ulagt fra talerstolen.) Det ser dog ikke ud til at præsident Obama lader sig rokke af de gejstlige, link. Og det på trods af at han jo aldrig var blevet præsident, hvis hans mor havde valgt at få en abort...sådan cirka lød "logikken" da argumenterne mod abort blev sprøjtet ud over de cirka 30.000 mennesker som var mødt op.

Mange af talerne var kvinder som enten havde fået foretaget en abort, men fortrudt. Eller blot overvejet det, men i sidste øjeblik besluttet at "vælge livet" og få barnet alligevel og derefter bortadoptere det...og som kaninen op af hatten trækker de herefter deres smilende søn op på scenen og fortæller om deres rørende genforening ugen forinden. Det var noget publikum kunne lide og de kvitterede med amen og klapsalver.

Det kan umiddelbart virke underligt at lægge en så reaktionær form for gåtur netop i San Francisco, og de seneste par år er marchen da også blevet mødt med massive mod-demonstrationer, hvilket naturligvis har resulteret i masser af medieopmærksomhed.
I år valgte de fleste Pro-Choice sympatisører derfor at ignorerer provokationen, kun et par hundrede, fortrinsvis unge queer aktivister, var mødt frem for at vise flaget.

Men det var alligevel en syret oplevelse at se de to grupper gå side ved side med kun én meters mellemrum og lidt cykelbetjente imellem sig.

Og det er vel næppe så overraskende at den "livsglade" pro-life sektion var den mindst livlige. Her gik de fleste i stilhed med deres makabre fosterdrabs-skilt eller sang salmer. Nogen svingede sig også op til at hijacke John Lennon's Let It Be.

Efter er par hundrede meter stoppede pro-choice demonstrationen, så jeg måtte endnu en gang bide i det ufødte foster og liste ind i abortmodstandernes geledder der langsomt slangede sig hele vejen forbi byens mange moler og ud til Fort Mason, hvorfra der er frit udsyn til Golde Gate Bridge. Som belønning for mine ømme benmuskler, fik jeg fat i en del merchandise så som et stop abort skilt, en håndmalet sten, nogle klistermærker fra Feminist for Life og ikke mindst en rosenkrans halskæde, som skal beføles når jeg udsiger mine daglige ave maria.